Jeg har købt en smuk bog af Sophus Schandorph. Bogen var billig, hvilket vel afspejler, at ingen kender ham i dag. Men sidst i 1800-tallet var han stor.
Schandorph tilhørte det litterære venstre blev hyldet af Brandes og portrætteret i dennes bog om det moderne gennembruds mænd (!). Som sådan indgik han i forfatningskampen, som også havde tydelige kulturpolitiske toner. Kultur og litteratur var med til at definere demokratiet.
Et eksempel på dette findes i den såkaldte nytårsfejde, hvor emnet netop var litteratur. Debatten blev stor, men i sin kerne havde den på den ene side den nationalkonservative Carl Ploug og på den anden Holger Drachmann og Sophus Schandorph. De tæskede hinanden i aviserne – men det foregik på vers.
Da Schandorph døde blev han bisat. At blive brændt var blevet muligt ved den første ligbrændingslov fra 1892, og med private borgere som drivkraft var der blevet bygget et spritnyt krematorium. Men selvom der var gode grunde – herunder plads og hygiejne – til ikke at begrave helt så mange i København, lod ligbrændingens gennembrud vente på sig.
Men her var Shandorphs død en appelsin i turbanen, fordi han gerne ville brændes. Og da han var kendt blev det et tilløbsstykke med tusinder i optog gennem gaderne.
Det var i 1901. Året efter blev Hørup kremeret. Også her var der folkeoptog. Og i 1908 var det Holger Drachmanns tur.
De tre bisættelser – Schandorphs, Hørups og Drachmanns – nævnes i dag som ligbrændingens folkelige gennembrud. Og på den måde har de tre herrer sat sig mere end blot litterære og politiske spor.