Brandes-selskabet udgav i 2008 et lille hæfte med to taler – en af Georg Brandes og en af Edvard Brandes. Begge handler om nationalfølelse. Hæftet har et fint forord af Sune Berthelsen.
Når jeg tager teksten frem, er det selvfølgelig, fordi netop det nationale fylder så meget i den offentlige debat. I næsten enhver diskussion af udlændinge støder man på en påstand om, at noget er “udansk” eller “de skal lære, hvordan man gør i Danmark,” eller “de skal ville Danmark”. Samtidig diskuterer vi gerne, hvad danskhed er – uden at vi nogensinde kommer en definition nærmere – og ind i mellem rammer vi en sær og skræmmende blanding af komik og totalitarisme, som fx når Dansk Folkeparti insisterer på, at børnehavebørn skal have serveret frikadeller – “for sådan spiser danskerne.”
Danmark, danskhed, statsborgerskab, parallelsamfund… Det handler om nationalfølelse eller måske rettere om nationalisme, eller som Berthelsen siger i sit forord:
Højrefløjen har med en ekskluderende og snæversynet opfattelse af Danskheden udelukket de fremmede og afvist EU og har forvandlet danskheden til et begreb, hvor man kan krybe i ly for at undgå konfrontationen med globaliseringens svøbe.
Men det er så præcis i denne situation, at man skal læse Brandes, fortsætter han. For det var netop en sådan indeklemt definition, de to brødre bekæmpede.
Omvendt har brødrene Brandes også noget at sige til dem, der holder enhver national reference ud i strakt arm “af frygt for og i afsky for den chauvinistiske selvtilstrækkelighed,” som jo ofte akkompagnerer diskussioner af spørgsmålet om “det nationale.” For de to brødre afviser netop ikke nationalfølelsen, de nærmest omfavner den, men det sker på en måde, så det danske forbindes til det internationale. Det er altså en åben og modig form for nationalisme – “patriotisme” kalder nogen det i dag for netop at markere en forskel.
Og det er måske den vigtigste lære, man kan drage af de to tekster: Man behøver ikke se det nationale og det internationale som modsætninger – og man behøver ikke være glad for sit land på en måde, der ekskluderer andre.
Georg Brandes: At være båren
Brandes starter sit foredrag med et spørgsmål: Hvad skal der til for, at et menneske eller et folk “kan nå udfoldelsen af alle sine evner, få udrettet alt, hvad det formår?” Svaret er, at den enkelte må føle sig “båren”:
Han må føle sig båren af viljen til at fremkalde en opadgående bevægelse eller båren af denne opadgående bevægelse selv, mærke sig greben af medgangen eller samfølelsens bølge, føle sine kræfter fordoblede ved den bevidsthed, at det store hele, han tilhører, har en vilje til at gøre sig gældende…
“Mod, selvtillid, vovelyst, tro til livet, tillid til fremtiden…” Det minder om Hørups begreb om selvfølelse, ja er vel nærmest det samme: Man skal turde og tro på sig selv for at udrette noget, for at komme fremad. Problemt er blot, siger Brandes (og Hørup ville være enig), at denne selvfølelse er forsvundet:
Den følelse af at befinde sig i en opadgående bevægelse, som er grundbetingelsen for al frembringen i stor stil, tilliden til sig selv og til andre, det sindelag, der avler frugtbare forsæt og planer, er forsvundet. Der er hverken håb eller tro.
Det var i 1896 – men parallellerne til i dag er nemme at trække. Også i vores tid har vi mistet følelsen af at være båren, vi tror ikke på, at vi magter de store opgaver – og så er det, at vi giver op og vender os indad, og resultatet er, at vi ikke får udrettet noget stort.
I denne situation er det en fejl at kæmpe i mod nationalfølelsen. Den findes jo, og den er stærk. Henvendt til sit eget parti, Venstre, siger Brandes: “At have så stærk og uvilkårlig grundfølelse i mod sig … det er hårde betingelser.” Udfordringen er, at Højre har taget patent på nationalfølelsen, de kunne give den indhold, og de kunne dermed fremstille Venstre som et parti uden fædrelandssind. Det er en vanskelig kamp.
Brandes beskrivelse af nationalfølelsen er interessant og kræver en enkelt bemærkning. Den er “uvilkårlig” siger han, der jo ellers stod i spidsen for en bevægelse, der var baseret på fornuften og den positive videnskab. Men i hvert fald her er der hos Brandes plads til noget uvilkårligt, “en grundfølelse” siger han. Verden skulle altså alligevel ikke affortrylles helt.
Nationalfølelsen er ikke bare er for stærk til at kunne bekæmpes; den er, i følge Brandes, positiv, fordi den er selve forudsætningen for “verdensborgerfølelsen”:
Verdensborgerfølelsen er ikke blot meget vel mulig på grundlag af nationalfølelsen, men den er unaturlig uden den. Ligesom det at føle sig som skandinav aldeles ikke udelukker først og fremmest at føle sig som dansk, ja ligesom det er unaturligt at føle sig som nordbo uden først at føle sin nordiske nationalitet – således er det også at føle sig som europærer eller verdensborger. Først dansk – selvfølgeligt!
Som nævnt tror jeg, at Brandes har ret i, at man skal være båren for at udrette noget stort – eller bare for at gå fremad. I hvert fald i de fleste tilfælde. Og det var vel netop det Obama forstod, da han sagde “Yes, we can” og “Fired up – ready to go,” eller det Macron spiller på, når han råber “En marche!” Fremad. Vi kan godt. Vi skal. Vi vil. Men det er til gengæld ikke det, Mette Frederiksen siger, når hun taler om ikke-vestlig indvandring som den største trussel, eller når Lars Løkke taler om ghettoer og parallelsamfund for den sags skyld. Eller når integrationen konstant bliver omtalt som fejlslagen, fordi et dansk sølvbryllupskvarter bruges som den norm, der skal indfries. Her er det utrygheden og afmagten. Frygtens politik over for håbets politik.
Edvard Brandes: Politik og sprog
Edvard Brandes starter sit foredrag, der er fra 1885, med at konstatere, at “en nation er en politisk enhed”, altså en stat. Dernæst peger han på, at “definitioner er overflødige”, for vi ved godt, hvad en nation er. Det kan være svært at eksplicitere, men vi er ikke i tvivl. Man tror han er færdig, før han er kommet i gang.
Men der er nu alligevel noget, som forener “de mange enkeltånder til en folkeånd”. Og det vigtigste er her sproget. Det er det, der binder individerne sammen, mener han, og det er sproget, der bærer erindringerne. Det er sproget, der er “bindekalken i den nationale bygning”.
Til gengæld er afstamning ligegyldig. Frankrig er et eksempel. Her bor alle mulige elementer – keltiske, galliske, latinske, normanniske – alligevel er der kun én fransk nation med en stærk nationalfølelse. Man kunne også tage et eksempel fra Danmark, der viser pointen: “Er nogen så pæredansk, at han bestrider amagernes danske nationalitet, fordi de har hollandsk blod i årene?” Det ville da være tosset, mener Brandes, der selvfølgelig levede i en anden tid end vores…
Race afviser Brandes også som definerende for nationalitet. Man kan udmærket finde eksempler på, at racer er i konflikt, men de kan fint leve i den samme nation. Og en lignende afvisning foretager han i forhold til religion, selvom “man hører det dog ofte påstået.” Igen, man kan sagtens komme i blodig konflikt over religion, men det kan både være mellem nationer og internt i nationer:
Nej, hverken afstamning eller religion bringer en gruppe individer til at føle sig som en nation. Men sproget sætter mærker, fordi vi derigennem indsuger alt, hvad der i århundreder har været ejendommeligt, talt, tænkt og følt af nationen.
At sproget er vigtigt for det nationale fællesskab er ikke ensbetydende med, at forskelle udjævnes. Opvækst og livsomstændigheder er afgørende for, hvem vi bliver, og der er stor forskel på en bonde og en student. Men det vil stadig være en “dansk bonde” og en “dansk student.”
Brandes er ikke ude i integrationsdebatter, og han stiller ikke som krav, at fremmede skal kunne tale dansk. Men han konstaterer, at sproget forbinder os til andre, og bærer erfaringer både personlige og kollektive. Derfor er sproget en national byggesten, og det vil være afgørende for, om man kan føle sig dansk. Og netop det er centralt for diskussionen af nationalitet. Føler man sig dansk? Har man viljen til at være til gavn for landet? Hvis man har det – viljen, de gode intentioner – så er man dansk, uanset om man så lykkes med at realisere sine gode intentioner:
Om man lever til gavn eller til skade – det viser resultaterne og derom slås man. Men ingen har ret til at sidde til doms over en andens nationalfølelse.
Tag den, Martin Henriksen. Hvis en person føler sig som dansk, er han dansk, og det kan ingen andre dømme over.
