Er det friheden, du er bange for?

En nationalkonservativ (jeg tror, det er det bedste ord) anmelder skrev for nylig i Kristeligt Dagblad, at Hørup var en ubrugelig læremester i demokrati, fordi han splittede folket og i øvrigt minder om Trump og ville være medlem af Nye Borgerlige, hvis han havde levet i dag. 

Jeg synes, det er et virkelig lavt niveau at føre debat på, og jeg forstår ikke, at man vil have det stående i sin avis. Hvad f… skal læseren stille op med det?

Så jeg burde nok bare lade det dø i stilhed, men det gjorde jeg ikke. I stedet skrev jeg et svar, som I kan læse neden for (i den version jeg indsendte). Det var i avisen i går. Og ja, det er sandt, jeg er ikke den milde udgave af mig selv. Men hvorfor i alverden skulle jeg også være det? Indlægget kommer her ?

ER DET FRIHEDEN DU ER BANGE FOR, EGANDER SKOV?
Som forfatter til bogen Hvad skal det nytte? På sporet af Hørups demokrati er jeg nødt til at knytte nogle kommentarer til den hjælpeløse anmeldelse, Christian Egander Skov præsterede her i avisen (30/3).

Om Skov kan lide bogen, må han selv om. Mere interessant er det, at anmeldelsen ikke primært handler om min bog, men meget mere om Viggo Hørup. I hvert fald er det tydeligt, at Hørups tanker om et gennemført demokratisk Danmark præget af frihed og lighed virker som en rød klud på anmelderen.

Og når man tænker over det, er det ikke så mærkeligt. For Skov og Hørup står på hver deres side af en dyb politisk kløft. Havde Skov således levet i sidste halvdel af 1800-tallet, ville han have tilhørt den selvudråbte, nationalkonservative elite, som Hørup brugte sit liv på at bekæmpe, og som han til sidst besejrede. Og Skov har tydeligvis ikke glemt sine forfædres nederlag.

Anmeldelsens primære anke mod Hørup er, at han splittede folket. Det lyder slemt, men der er ingen grund til uro. For den splittelse, Hørup bidrog til, bunder i en stærk frihedstanke.

Politisk udviklede Hørup en markant opposition til Estrups undertrykkende styre og grundlovsbrud. Danmark skulle være et frit land. Det er sandt, at det skabte konflikt og spænding, men hvad skulle han ellers gøre? Acceptere at bønder og kvinder blev regnet for ingenting? Se igennem fingre med, at pressefrihed og ytringsfrihed blev indskrænket, mens de blå gendarmer jog gennem gaderne? Hvis Hørup og hans kampfæller havde lukket øjnene for Estrups overgreb, ville der rigtignok ikke have været splittelse – men der ville heller ikke have været frihed.

Mere principielt er Hørup helt klar over, at frihed altid vil indebære en form for splittelse. Hvis mennesker kan tænke og tale frit, vil de udvikle sig i forskellige retninger. De vil mene noget forskelligt, leve forskelligt og have forskellig tro. Men er det farligt? Ja, for samfundets spidser er det farligt, fordi deres ret til at definere dannelsen bliver udfordret. Men demokratisk set er det en styrke. Meningen med demokratiet er jo netop, at vi skal dele os efter anskuelser.

Så når Skov i sin anmeldelse anklager Hørup for at skabe splittelse, er man nødt til at stille det simple spørgsmål: Er det friheden, du er bange for, Egander Skov? For det var ikke splittelsen Hørup kæmpede for, men friheden og forskelligheden og dermed frisindet.

Derfor er det også helt galt, når Skov begynder at fundere over, om ikke Hørup ligner Trump, og om han ikke ville have været medlem af Nye Borgerlige, havde han levet i dag. Intet kunne være mere forkert, og man efterlades med spørgsmålet om, hvorvidt det, Skov skriver, er vås eller vitterligt vås.

Ifølge Hørup kan man fjerne vås gennem viden. Man kan oplyse den enfoldige. Det vitterlige vås er derimod vanskeligere, fordi den, der siger det, ikke vil oplyses, men bevidst vælger løgnen. Og hvis der er noget, der splitter et samfund og truer et demokrati, er det netop det vitterlige vås.