Jeg bliver nødt til at sige noget om den anmeldelse Politiken bragte af min Hørup-bog. Der var både ros og kritik, og det er helt ok. Bortset fra kritikken, selvfølgelig. Anmelderens skarpeste indvending er, at jeg bruger 10 sider på, og jeg citerer, en “ligegyldig kærlighedsaffære” mellem Hørup og Henriette Steen. Må jeg be’ om mine himmelblå…
Der er to grunde til, at jeg har affæren med:
For det første: Forholdet varede i mere end tyve år, og det var den stærkeste kærlighed, man kan tænke sig. Det har altså præget Hørup. Det har været en væsentlig del af hans liv. Og den mand der så ofte beskrives som spottende, tilknappet og hidsig åbner sig helt op og viser sig som noget, der ligner en førsteelsker i en opera. Ok, dårlig metafor, men I forstår. Man ser en side, som ellers er helt væk.
For det andet: Henriette Steen kæmpede for kvinders ligeret, for social retfærdighed og for børn. Hun diskuterede med bl.a. Nielsine Nielsen, og hun skrev i Politiken. Desværre ved man ikke meget om hende. Fordi hun jo levede i en tid, hvor kvinder ikke talte med, og fordi historien ikke har interesseret sig for hende. Men hun var ikke ligegyldig, og jeg ville gerne, at hun fik en stemme i min bog. Også selv om det kun var en stemme af kærlighed.
Så derfor er hun med.
Og hvorfor nævner jeg så alt dette? Jo, den, der ved mest om Hørup i dette land, er Helge Scheuer Nielsen. Han har arbejdet med Hørup i årtier, og han har skrevet om Henriette Steen. Denne Helge Scheuer Nielsen har i dag et læserbrev i Politiken, hvor han forklarer… ja… det jeg lige har forklaret.
Det er jeg glad for. Hvilket naturligvis ikke gør, at jeg anfægter anmelderens dom. Den præmis, at kærligheden mellem Hørup og Henriette er “ligegyldig” er bare ikke sand. Hvis man anmelder en bog om Hørup i Politiken, burde man måske vide netop det.
