Foredrag kan bookes gennem forfatterforedrag.dk, men man kan også kontakte mig direkte. Jeg holder foredrag inden for nedenstående temaer. Alle foredrag kan tilpasses og målrettes.
Danmark som overvågningssamfund
Med over en million overvågningskameraer, omfattende digital overvågning og en løbende registrering af stort set alle vores aktiviteter er der ingen tvivl om, at Danmark har udviklet sig til et overvågningssamfund. Men hvilke konsekvenser har det for vores daglige liv, vores kultur og vores demokrati? Hvilke risici medfører overvågningen, og hvilke muligheder giver den?
Demokratiets krise – og hvad vi gør ved den
I disse år viser det sig, at vores demokrati er mere truet, end vi måske lige havde forestillet os. Truslerne kommer fra mange sider, og listen er lang: populisme, nationalisme, tech-giganter, kunstig intelligens, falske nyheder og en demokratisk samtale, der er gået i stykker. I denne situation er det værd at genfinde demokratiets danske rødder. Hvad betyder det, at vi skal dele os efter anskuelser? Hvordan indgår man egentlig i en demokratisk samtale? Og hvad gør vi i en situation, hvor vi bliver oversvømmet af det vitterlige vås? Svaret på spørgsmål som disse kommer ikke i form af en færdig opskrift, men som en opfordring til refleksion, besindelse og genopfindelsen af et lokalt, demokratisk engagement.
Viggo Hørup & Søn
I 1883 gik demokratiforkæmperen, politikeren og redaktøren Viggo Hørup på Folketingets talerstol og stillede det berømte spørgsmål: Hvad skal det nytte? Dermed lagde Hørup grunden for en modernisering af dansk politik og, ja, hele det danske samfund, hvor netop ‘det nyttige’ blev sat i centrum. Væk med romantiske og flyvske forestillinger og ind med viden og handling, som kunne bringe samfundet fremad.
Hørups krav til nyttige handlinger var nødvendige for udviklingen af demokratiet i Danmark, men interessant nok prøvede Viggo Hørups egen søn, Svend, at gøre op med nytten. Svend ville rejse, skrive og male – han ville og kunne ikke leve op til faderens idealer om nytte. Desværre endte det med at koste ham livet. Svend var psykisk skrøbelig og blev indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor moderne behandlingsformer tog livet af ham.
Forholdet mellem Viggo og Svend Hørup indeholder en spænding, som i høj grad er relevant for os, der lever i dag. Skal vi alle være nyttige hele tiden? Er det ok at melde sig ud og eftersøge et liv, hvor det netop ikke er det nyttige, der styrer tilværelsen? Og hvordan kan vi holde fast i, at tingene skal nytte, men samtidig være meningsfulde og givende?
Henrik Pontoppidan og hans bøger
Henrik Pontoppidan er en af Danmarks mest kendte forfattere – hvilket kun er rimeligt, for han er også en af de bedste. Ved at læse Pontoppidan får vi således ikke kun store litterære oplevelser, men også større viden om os selv og de fællesskaber, vi er en del af, ligesom vi får en forståelse af både det danske samfunds rødder og den rodløshed, der præger moderne mennesker.
Foredraget tager udgangspunkt i podcasten Peter læser Pontoppidan, hvor Pontoppidans forfatterskab gennemgås fra den første bog til den sidste. Det kan tage udgangspunkt i en eller flere af Pontoppidans bøger og for eksempel målrettes en læsegruppe, der har kastet sig over en af bøgerne, men foredraget kan også blot være en introduktion til Pontoppidans forfatterskab og de temaer, som findes i det.
